Sidevisninger i alt

søndag den 31. juli 2011

Personligt interview med adopterede Deborah Thorgaard, inkl. 4 råd til AdoptionsBloggens læsere


Før min mand og jeg ansøgte om adoption, fortalte en kær kollega mig om hendes døtres adoption. Den ene datter havde jeg undervist i 3g, og hun opsøgte mig efterfølgende og fortalte uopfordret, hvor himmelhøjt hun elskede sine adoptivforældre. Disse to dygtige, kærlige kvinder gav mig mod, da jeg trængte mest til det, og de sendte mig på den måde ud på mit livs rejse. Blandt andet derfor har jeg startet AdoptionsBloggen: For at bidrage til at give vinkler på adoption, der kan bruges konstruktivt.

Netop de adopterede kan være uvurderlige sparringspartnere for alle, der har brug for at forholde sig til adoption af den ene eller anden grund. Derfor er det med glæde, at AdoptionsBloggen i dag bringer det første interview med en voksen adopteret: Deborah Thorgaard.


Vi har skrevet sammen, Deborah og jeg, og jeg kan som præsentation fortælle, at hun den sidste uge har grublet og skriblet for at få følgende svar ud med hjertet. Hun bliver snart 49 år, er født i Schöneberg, Berlin, og hun blev adopteret til Danmark, da hun var 13 måneder gammel. De første 6 år af sit liv levede hun i Herlev ved København, hvorefter familien flyttede til Hellerup, hvor resten af hendes opvækst fandt sted.


Allerede som teenager bidrog du med din fortælling i Steen Grandts og Merethe Schiellerups "Den adopteredes dilemma". Hvad fik dig til at sige ja til dét projekt, og hvad kom det til at betyde for dig?

- Jeg var allerede dengang meget nysgerrig, forvirret og hungrende efter information. Og selvfølgelig syntes jeg, at det var interessant, at forfatterne tog mine følelser alvorligt. Gennem arbejdet fik jeg vished for, at jeg bestemt ikke var alene med de mange tanker, jeg havde omkring min adoption. Det, i sig selv, var en stor ting. Og det gjorde mig så også endnu mere opsat på, at finde mine "rødder". 

Mange adoptivforældre, oplever jeg, står med dilemmaet: På den ene side er deres barn som alle andre børn og skal have lov at føle sig sådan og blive behandlet sådan. På den anden side vil vi ikke ignorere det faktum, at I har lidt et grundlæggende tab, og I har oplevet en voldsom livsændring som helt små. Hvordan navigerer adoptivforældre bedst, tror du, i dette dilemma?

- Det er et meget, meget svært spørgsmål, men jeg skal svare, så godt jeg formår. Jeg tror næsten ikke, at følelsen af fornægtelse og tab kan undgås for den, der er adopteret. Jo ældre barnet er, når det sker, jo værre, vil jeg tro. Men når det er sagt, så er folk forskellige og reagerer også forskelligt. Det vigtigste må være, at forældrene ikke nægter at tale om de biologiske forældre, hvis barnet gerne vil tale om dem. Omvendt skal det heller ikke "hives ned over hovedet" på det barn, som egentlig ikke har behovet. For sådan nogle adopterede har jeg også mødt.
Det værste er efter min mening, at de fleste adoptivbørn tror og oplever, at adoptivforældrene tager deres interesse for de biologiske forældre (eller endnu “værre”: ønsket om at opsøge de biologiske forældre) som en personlig forkastelse. Det har som oftest intet på sig. Adoptivforældre navigerer med andre ord bedst i dilemmaet ved bare at anerkende, at den eventuelle interesse for de biologiske forældre er naturlig. Det er oftest ikke en reflektion af, hvor godt eller skidt de har gjort det som adoptivforældre.

Som adoptivmor støder jeg på, at udenforstående får valgt nogle uheldige ord i forbindelse med min datters adoption. Ofte er det i bedste mening, og ytringer som "det var da et godt køb!" eller "har I så bestilt én mere?" eller "ved hun, hvem hendes forældre er?" er blot et udpluk. Har du også lagt ører til lidt af hvert?

- Ja, og sikkert til mere, end jeg lige kan huske. Men én husker jeg. Det er den med, om jeg så taler tysk! Og nej, det gør jeg ikke. Den smule tysk jeg kan, har jeg lært i skolen. Folk ved næsten som regel godt, at det er dumt sagt, når de har sagt det, men det gør altså ikke noget, at tænke inden man taler.  Noget andet er, at folk bliver i tvivl om, hvad de skal kalde ens forældre. De begynder at væve rundt i “a-d-o-p-t-i-v-forældre” og den slags. Dét skal folk holde op med. Mine forældre er mine forældre. Mine biologiske forældre, er netop det: Biologiske og ikke andet. Forældre er dem, der tager sig kærligt af en hele ens barndom/ungdom, og også senere. At de biologiske forældre så også har en betydning, det er noget helt andet.

Har du noget, som du her gerne vil bede udenforstående om at lægge vægt på i stedet for?

- Jeg vil egentlig ikke have dem til at lægge vægt på noget I dén retning. Jeg har altid bare gerne ville opfattes som et normalt barn. Men hvis folk vil vide noget, så er det okay at spørge – fx om, hvordan det føles at være adopteret uden at bidrage med egne konklusioner og fordomme. Det må vel være sådan, det skal gøres. Jeg har faktisk aldrig haft noget imod, at folk spurgte.

Kan du give andre adopterede (fx fra 6-17 år) dit bedste råd til, hvordan de bedst takler det, når andre er uforstående over for deres baggrund? Har du for eksempel en powersætning, du altid har klar?

- Nej, det har jeg ikke. Jeg har altid taget hver situation for, hvad den var. Det værste ved det hele er jo, at det ikke kun er fremmede, der siger noget dumt. Jeg har måske godt kunnet blive såret over nogle ting, men dybest set har jeg haft let ved at tilgive folk. Det ér jo helt umuligt for folk at forstå. Så det må være mit råd til unge adopterede: At de husker, hvor svært det er for andre at forstå, hvordan det føles at være adopteret. De problematikker og spekulationer vi har, er noget, de slet ikke behøver tænke over i deres dagligdag med biologiske forældre. Netop af den grund skal adopterede prøve ikke at lade sig påvirke for meget, men i stedet prøve at forklare sig, så godt de kan.

Voksne adopterede som dig er uvurderlige sparringspartnere for folk, der overvejer at adoptere eller allerede har adopteret. Hvad er dine tre bedste råd til yngre adoptivforældre i dag?

Deborahs 3 bedste råd til adoptivforældre: 

- Få så meget at vide om de biologiske forældre som overhovedet muligt, så du kan fortælle dit barn det senere.

- Fortæl dit barn historien om, da du fik det, og hvordan du oplevede det fra barnet er helt lille. Vent ENDELIG ikke indtil du tror, at de er store nok. Jeg har fået fortalt historien fra jeg var helt lille og således blev det en naturlig del af min opvækst, som jeg kunne forholde mig helt naturlig til i forhold til venner, veninder og så videre. 

- Vær åben og kærlig overfor dit barn - også omkring de biologiske forældre, og tro ikke, at du er mindre elsket, bare fordi dit barn interesserer sig for dem. Vid, at selvom du synes, at du er forskellig fra dit adoptivbarn, så sker det også for biologiske forældre. Så længe du giver al din kærlighed og plads til dit barns personlighed, så kan du ikke gøre mere.

Og så den svære, som jeg slet ikke ved, om du kan eller vil svare på: Adopterede børn er per definition hjertebørn, og personligt elsker jeg min datter højere end livet selv. Det siger ikke så lidt, for jeg elsker mit liv. Tror du helt ærligt - som jeg-  på, at man kan elske et adopteret barn lige så højt som det barn man er biologisk forælder til?

- Du har ret. Det er for mig meget svært at svare på, men jeg kan kun sige det, som jeg har oplevet det. Jeg er sikker på, at det kan man. Jeg har ikke selv børn, hvorfor jeg ikke har nogen erfaring den vej rundt. Men udfra hvad jeg har observeret, så er det helt sikkert, at man kan. Om kærligheden så føles anderledes på nogen som helst måde, det ved jeg ikke….men jeg tror bestemt ikke, at den føles mindre. 

Deborah slutter sine velovervejede svar af med et generøst tilbud til AdoptionsBloggens læsere: Hvis du har brug for at spørge ind til noget I forbindelse med adoption (eller galopheste, er jeg sikker på), så kan du bruge kommentarfeltet nedenunder. Hvis Deborah vurderer, at korrespondancen bliver for personlig til det åbne forum, vil hun bede om din mail-adresse.

Mere om Deborah: Deborah er pensioneret nu, og har været det siden 2004 på grund af sit  helbred. Det betyder ikke, at hun ikke laver noget, men at hun laver så meget, som hun orker inden for de rammer, hun nu har. hun har mange interesser, blandt andet heste, og så hjælper hun til i en galopstald et par gange om ugen



1 kommentar:

  1. Selvfølgelig kan man elske et adopteret barn lige så højt som et biologisk. Der er absolut ingen forskel. Vi har et biologisk født i 1978 og en adopteret født i 1983. I årerne har vi ofte hørt dette spørgsmål i forskellige øjemed. "Hvordan med jeres eget barn?" Vores eget barn? Hvad mener du? Begge børn er vores egne, og det vil de altid være.

    SvarSlet